Teknik-træning

At opnå en god ro-teknik kræver undervisning. Efter man har gennemført et begynderkursus har man snust lidt til begrebet ro-teknik. Man har sikkert modtaget korrektioner fra instruktøren på roturene såsom “stræk armene, løft armene, drej i kroppen osv”.

At opnå den perfekte ro-teknik kræver megen træning og en dygtig instruktør. Heldigvis behøver vi ikke at ro perfekt for at komme fremad med kajakken, men det handler ligeså meget om at undgå skader. Specielt håndled, skuldre og albuer er udsatte.

Roteknik handler også om at indstille sæde og fodspark i rigtig afstand, som at vælge den rigtige pagaj til ens højde og niveau.

Har man en lidt akavet rostil og/eller får ondt, kan det nemt skyldes brug af en forkert pagaj.

Under et begynderkursus har man sjældent overskud til at tænke på teknikken. Det er mere et spørgsmål om at finde og holde balancen i kajakken. Vi opfordrer gerne de nye roere til at spørge de erfarne roere om, hvordan deres teknik er. Især valg af pagaj er vigtig. Spørg i god tid inden det udvikler sig til en skade.

Klubben forsøger 1-2 gange om året at afholde et decideret teknikkursus, hvor vi får besøg af en DKF-superinstruktør. På dette kursus lærer man om teorien bag roteknikken, samt man bliver videofilmet og får feedback på sin teknik. Videoen er et godt værktøj til at vise roeren, hvordan vedkommendes rostil ser ud. Ofte har man en forkert selvopfattelse af sin rostil, og det er det videoen kan afsløre. Herefter er det ret nemt at se, hvad man kan rette for at forbedre sin teknik.

Med jævne mellemrum afholder vi selv teknik-video aften, hvor vi filmer og giver feedback til hinanden. Det foregår helt uformelt, gerne omkring kaffe og kage, og er et tilbud til de roere som gerne vil forbedre deres teknik. Hvad enten det er for at få mere fart i kajakken eller for at undgå skader. Altså et tilbud til roere uanset niveau.

For mere info om teorien bag roteknikken henvises til www.paddle-web.com (siden er på dansk)

Har du allerede fået ondt eller synes du, du gør noget forkert? Kig i disse skemaer for fejlretning:

 Hyppige Fejl

Fejlretningskema